Få vores nyheder på mail

Velfortjente skulderklap fra Eniig til lokale ildsjæle

Pressemeddelelse   •   Maj 04, 2017 15:05 CEST

Eniig har uddelt ”Årets Skulderklap 2017” til fem lokale ildsjæle, som gennem deres frivillige arbejde gør en kæmpe forskel i sports-, forenings- eller kulturlivet ude i nærområderne. Der hvor man stadig er afhængige af, at der findes nogen, som byder ind med en hjælpende hånd efter fyraften, i weekender og i ferier.

Det, som kendetegner en kandidat til ”Årets Skulderklap”, er et utrætteligt engagement og en vilje til at gøre noget ekstra på frivillig basis. Altså dem, der binder det hele sammen. Det kan være korlederen, tropsføreren fra de lokale spejdere, håndboldtræneren, ham der vasker tøj hver gang eller måske hende, der kæmper for at fastholde den lokale købmand. Kort fortalt gives ”Årets Skulderklap” til 5 frivillige personligheder - lokale ildsjæle i Midt- og Nordjylland - som ikke er i rampelyset til daglig.

Frivillige fortjener en større anerkendelse
For at komme i betragtning til ”Årets Skulderklap” skal man indstilles. Det kan være af kolleger, medborgere, klubkammerater eller andre, som har bemærket, at her er der en person, som gerne tager en ekstra tørn for fællesskabets skyld. I 2017 modtog Eniig flere end 200 indstillinger og det gjorde udvælgelsen vanskelig, for langt de fleste har fortjent stor anerkendelse for deres indsats.

Modtagerne af ”Årets Skulderklap 2017” er:

  • Villy Jensen fra Nørager for sit mangeårige engagement i Grynderup KFUM´s IF
  • Bente Schjødt fra Aalborg, som har etableret og driver Nordjysk Fødevareoverskud
  • Sune Kjeldgaard fra Lind for sit utrættelige arbejde med de unge i KLG Håndbold
  • Frits Vistisen fra Silkeborg, som i flere årtier har været en ildsjæl indenfor gymnastikken
  • Anette Juul Hansen fra Tørring, som er en nøgleperson i den lokale idrætsforening

”Årets Skulderklap 2017” suppleres med 10.000 kr. til modtageren og 5.000 kr. til den klub eller forening, hvor han/hun har sit daglige virke.

I centrum for en sjælden gangs skyld
Årets priser blev overrakt i forbindelse med afviklingen af de sidste kampe i herrehåndboldligaen i henholdsvis Silkeborg og Aalborg. Her blev skulderklapmodtagerne behørigt hyldet af flere tusinde publikummer i pausen. Højlydt og velfortjent.

- De mange kræfter og den megen tid, som de frivillige investerer i det daglige klub- og foreningsarbejde, er med til at puste liv i både lokalområderne og foreningslivet. Så det er fuldt fortjent, at det for en gangs skyld er de lidt mere anonyme ”arbejdsheste” der er i centrum, for de fortjener i den grad anerkendelse for deres engagement, fortæller sponsormanager Gitte Nordskov Balling fra Eniig. Det var der tydeligvis enighed i hos det talstærke publikum i håndboldhallerne.

Spot på det lokale initiativ
For Eniig, som er et andelsselskab og dermed ejet af kunderne, er prisuddelingen en god lejlighed til at sætte spot på lokalt initiativ, og traditionelt går sponsormidler jo til de etablerede aktiviteter, klubber og institutioner.

– Vi håber, at vi med priserne kan være med til at inspirere flere frivillige til at involvere sig og være aktive. Gennem de mange indstillinger bliver vi bekræftet i, at der jo er et konkret behov for at skabe opmærksomhed omkring de mange, der i praksis får tingene til at ske. For det er fortsat sådan, at det lokale sports-, forenings- og kulturliv er helt afhængigt af, at der er nogen, der vil knokle lidt ekstra for at gøre lokalområderne levende og aktive, slutter Gitte Nordskov Balling.

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig. 

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste. 

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.