Få vores nyheder på mail

Rekordtilslutning til fjernvarme i Herning

Pressemeddelelse   •   Sep 08, 2017 10:53 CEST

Eniig Varme oplever en stigende interesse for at få boligen opvarmet med fjernvarme. For femte år i træk stiger antallet af nye tilslutninger, og selskabet glæder sig over, at kunderne nu i højere grad end tidligere vælger fjernvarme, når de skal opvarme deres bolig.

Mange kunder vælger i disse år at få fjernvarme, fordi det er nemt både at blive og være fjernvarmekunde. Når installationen er foretaget kører det helt af sig selv, og når man så tilmed får en opvarmningsform med en grøn profil, så er der ikke så meget at betænke sig på.

- Antallet af tilslutninger er de seneste fire år steget med 15-20 % om året. I 2016 lavede vi 143 nye tilslutninger, og samme antal nåede vi i år allerede inden den 1. september. Hvis udviklingen fortsætter som forventet, så runder vi 200 nye tilslutninger i 2017. Det vil være en fordobling i forhold til 2014, fortæller Erling Klemmensen, som er chef for Eniig Varme.

Det er et vigtigt incitament for kundernes valg af varmekilde, at varmen er grøn - og det er fjernvarmen i Herning. Cirka 90 % af varmen produceres på biomasse, og det er kun i forbindelse med havari på Herningværket og i absolutte spidsbelastningsperioder, at der produceres på fossile brændsler, som så primært er naturgas.

- Vi oplever, at fjernvarme i højere grad end tidligere bliver foretrukket, når bygherrerne skal vælge, hvilken opvarmningsform der skal installeres i nybyggerier, og her er fjernvarme det naturlige valg. Kunderne er meget bevidste om at vælge en grønnere profil, og det kan fjernvarmen tilbyde til en fornuftig pris sammenlignet med andre opvarmningsformer, forklarer Erling Klemmensen.

De seneste år har der i energisektoren været en intensiv debat om udnyttelse af overskudsvarme, delvist foranlediget af de store datacentre, som bliver etableret i Danmark. Nu bekræfter en afgørelse i Skatteankenævnet så, at der ikke skal betales overskudsvarmeafgift, når varmen kommer fra et datacenter. Foruden overskudsvarmen fra de nye datacentre vil udnyttelse af overskudsvarme fra industrien i de kommende år blive meget vigtige bidrag til den grønne omstilling. Det betyder, at det i fremtiden vil kunne betale sig at sende varmen ud til forbrugerne i stedet for at fyre for fuglene.

- Det er godt nyt for landets fjernvarmekunder, Eniig Varme og industrien. I Eniig Varme investerer vi årligt mellem 35 og 40 millioner kroner i fjernvarmen i Herning, og senest har vi lavet en aftale med DONG om at investere et trecifret millionbeløb i et såkaldt røgkondenseringsanlæg. Det betyder, at varmen kan produceres endnu mere effektivt. Vi arbejder hele tiden på, at det skal være attraktivt at være kunde hos Eniig Varme, for vi tror på, at kunderne i fremtiden i endnu højere grad vil foretrække fjernvarme som opvarmningsform, slutter Erling Klemmensen.  

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig. 

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste. 

Eniig koncernen har 1.100 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.