Få vores nyheder på mail

Første Ringkøbing-Skjern-borger fik installeret fiber

Pressemeddelelse   •   Maj 31, 2016 23:12 CEST

Jacob Møller, bestyrelsesformand i RAH EnergiMidt, bød familien Sørensen velkommen som selskabets første fiberkunde.

Inger og Palle Sørensen fra Borris fik tirsdag installeret fibernet fra RAH EnergiMidt som de første i Ringkøbing-Skjern Kommune. Naboerne var inviteret til at komme og se, hvordan en fiberinstallation foregår, og RAH EnergiMidts bestyrelsesformand bød familien velkommen på fibernettet.

Familien Sørensen var nogle af dem, der gik forrest, da Borris Opland, som det første område i Ringkøbing-Skjern Kommune, fik tilbudt fibernet fra RAH EnergiMidt. Tirsdag kom dagen, hvor familien fik installereret fiber som de første i kommunen.
- Den internetforbindelse, vi har haft hidtil, er simpelthen ikke god nok til at dække det behov, en helt almindelig familie som vores har i dag. Derfor syntes vi, det var vigtigt at få fiber til området, nu hvor vi endelig fik muligheden, og heldigvis var opbakningen stor nok til at det kunne lade sig gøre. Vi er et område i udvikling, og sådan skulle det gerne fortsætte, så det kræver, at vores internetmuligheder også er fremtidssikrede, og det er de nu, siger Inger Sørensen.

Inger Sørensen er flittig til at fodre de lokale medier med gode historier fra Borris og omegn. Hun er blandt andet en del af TV Midtvests mobilhold, som løbende leverer videoklip til den regionale TV-station, men det har hidtil været lidt af en udfordring, når hun skulle uploade video.
- Nogle gange er jeg simpelthen blevet så irriteret over vores internetforbindelse, at jeg har taget bilen og kørt, indtil jeg nåede et sted med 4G-dækning, så jeg kunne få uploadet mine videoer. Vores søn Magnus vil gerne spille online computerspil med kammeraterne, men det er heller ikke så ligetil med vores internetforbindelse, for det hakker for ham. I det hele taget har vi virkelig trængt til at få en ordentlig internetforbindelse, så vi har glædet os meget til endelig at komme på fibernettet, siger hun videre.

Slut med internet-frustrationer
Tirsdag kom RAH EnergiMidts fiberinstallatør så forbi og installerede familiens nye fiberboks, og han havde taget selskabets bestyrelsesformand med. Samtidig var naboer og andre beboere i området blevet inviteret til at kigge forbi og se, hvordan en fiberinstallation foregår og få et stykke kage.
- Det er jo også en vigtig milepæl for os, at vi nu kan koble den første kunde på fibernettet her i kommunen, så det ville vi gerne markere. Det er fantastisk, at der findes ildsjæle som Inger og hendes familie, som er villige til at gøre en indsats for det område, de bor i. Det er jo ingen hemmelighed, at vi kigger en del på interessetilkendegivelser, når vi planlægger vores udrulning. Det er i høj grad dem og så selvfølgelig placering i forhold til det allerede etablerede fibernet, der er med til at afgøre, i hvilken rækkefølge vi udruller, forklarer Jacob Møller, som er adm. direktør i energiselskabet RAH og bestyrelsesformand i det nyetablerede fiberselskab RAH EnergiMidt.

Jacob Møller overværede, sammen med familien Sørensen og de naboer, der var dukket op, installationen af familiens fiberforbindelse og bød samtidig familien velkommen som selskabets første fiberkunde.
- Når jeg hører Inger og hendes familie fortælle om nogle af de udfordringer, de har haft med deres nuværende internetforbindelse, så kan jeg jo kun glæde mig over, at det er et overstået kapitel efter i dag. Jeg kan godt garantere, at det er slut med at skulle tage hjemmefra for at uploade video, og slut med at forbindelsen hakker, når Magnus spiller online. Og vi glæder os til, at endnu flere af kommunens borgere får samme opgradering af deres internetforbindelse, slutter han.

Inden RAH EnergiMidts installatør forlod Borris, var familiens internetforbindelse opgraderet til 50/50 Mbit/s, og TV-boksene var installeret. Sønnen Magnus havde allerede iført sig sine ørebøffer og var i fuld gang med at spille online spil uden hakken, mens Palle var ved at sætte sig ind i, hvordan Netflix og familiens nye TV-boks fungerer. I mellemtiden var datteren Line kommet hjem fra skole og havde fået læseferie, så for hende kommer den nye fiberforbindelse også belejligt. 

RAH EnergiMidts fibercamper rullede videre til Stauning, som er et af de områder, hvor RAH EnergiMidt lige nu er i gang med de næste fiberkampagner.  

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt-koncernen beskæftiger sig med digital kommunikation og energi. Vi er ejet af vores midtjyske andelshavere, og vores forretningsområder dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el-salg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Vi ønsker at være kundernes foretrukne valg, og vi er godt på vej. Flere end 68.000 midtjyder har valgt vores fiberløsning, Waoo, der for 5. år i træk er blevet kåret til Danmarks bedste internet.Vi leverer en af Danmarks mest stabile og effektive elforsyninger til 235.000 andelshavere. Vi har ansvaret for flere end 100.000 gadelamper, og vores solcelle- og vindmølleparker producerer vedvarende energi svarende til en fjerdedel af den strøm, som vores kunder aftager.

Vi prioriterer samarbejde og medarbejdertrivsel højt i EnergiMidt. Så højt, at vi blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads i 2015. Vi er 640 engagerede medarbejdere.