Få vores nyheder på mail

Eniig leverer Danmarks bedste internet fra Waoo for sjette år i træk

Pressemeddelelse   •   Mar 30, 2017 06:30 CEST

Loyalty Group har igen i år kåret den bedste danske internetudbyder og for sjette år i træk er det Eniigs fiberløsning, Waoo, der løber med titlen.

Vi surfer, streamer og downloader som aldrig før, og flere og flere ting foregår i dag digitalt. Det sætter krav til internethastigheden og -kapaciteten, der hurtigt kan blive maksimalt udfordret, hvis der både streames netflix, shoppes på nettet og spilles online computerspil på én og samme tid. Derfor prioriterer mange en god internetforbindelse – og nu er den bedste af slagsen blevet kåret.

Det er den uafhængige rådgivningsvirksomhed Loyalty Group, der står bag undersøgelsen BrancheIndex 2017, og igen i år er det Waoo, der topper målingen. Og det vækker glæde hos Lars Kofoed Sørensen, forretningschef i Eniig, der er ét af energiselskaberne bag Waoo.

- Vi er selvfølgelig glade for kåringen. Og selvom det er sjette år i træk, bliver det aldrig mindre nervepirrende. Vi er lige spændte hver gang, fortæller Lars Kofoed Sørensen.

Et begivenhedsrigt år
Det er især, når der måles på produktkvalitet og kundeloyalitet, at Waoo er i front blandt danske internetudbydere. Ifølge Lars Kofoed Sørensen skyldes det blandt andet et begivenhedsrigt år, der både har budt på prisvindende produktnyheder, endnu flere kanaler i knivskarp billedkvalitet og kunde nr. 100.000.

- På produktsiden har vi haft et spændende år, hvor den helt store nyhed var lanceringen af Waoo Fiber. Vi arbejder altid på at forbedre os og lytte til, hvad vores kunder efterspørger. Derfor har vi skruet op for hastigheden og tilføjet en stribe ekstra services, som for eksempel online harddisk, sikkerhedspakke og ikke mindst den prisvindende trådløse internetløsning, Waoo Smart WiFi, der sikrer optimalt trådløst signal i hele hjemmet, forklarer Lars Kofoed Sørensen.

Udover produktnyhederne har Waoo også for nylig lanceret en række DR-kanaler i HD, der endnu engang bringer dem i front som dén TV-udbyder, der leverer flest kanaler i den skarpe billedkvalitet. Samtidig kan kunderne nu også modtage 4K-signal via det traditionelle antennekabel.

- Vores kunder forbinder Waoo med god billedkvalitet, så det har selvsagt været et stort fokusområde. Og med den her kåring, bliver vi bekræftet i, at kunderne er tilfredse med initiativerne, og den service de får. Men det betyder ikke, at vi fremover kan hvile på laurbærrene. I Eniig har vi netop rundet 100.000 Waoo-fiberkunder, og det forpligter altså at kunne tilbyde så mange kunder den bedst mulige kvalitet på markedet. Den forpligtelse påtager vi os gerne, slutter Lars Kofoed Sørensen.

Om undersøgelsen
BrancheIndexTM Internet 2017 er gennemført af det uafhængige konsulenthus Loyalty Group. Det er sjette år de gennemfører en måling på internetbranchen med formål at afdække danskernes loyalitet og tilfredshed overfor deres internetudbyder.

Undersøgelsen gennemføres blandt Loyalty Groups interviewpanel på i alt 130.000 skandinaviske privatpersoner. I alt har 3.386 danskere svaret på denne undersøgelse.

Se besvarelser på næste side.

Mere information om undersøgelsen kan findes her: http://www.loyaltygroup.dk/internet

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig. 

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste. 

Eniig koncernen har 950 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Vedhæftede filer

PDF-dokument