Få vores nyheder på mail

Silkeborg får gratis WiFi i midtbyen

Nyhed   •  Maj 10, 2016 08:04 CEST

Fra den 13. maj kan borgere, turister og andre besøgende i Silkeborg midtby gå på nettet kvit og frit. EnergiMidt, Silkeborg Kommune og HandelSilkeborg kickstarter den gratis WiFi med gratis is og andre festligheder på dagen.

EnergiMidt stiller i samarbejde med Silkeborg Kommune gratis WiFi til rådighed i Silkeborgs gågader fra den 13. maj 2016.

- WiFi-samarbejdet med EnergiMidt giver rigtig god mening for alle parter. Bymidten bliver mere attraktiv, mens EnergiMidt får mulighed for at afprøve en forretningsmodel, der også kan bruges i andre sammenhænge, siger udviklingschef i Silkeborg Kommune, Gregers Pilgaard.

Det gratis netværk er god service for turister, erhvervsliv og kommunens borgere.

- Det er vigtigt at have en velfungerende og levende bymidte. Både når det gælder om at tiltrække turister og andre gæster til handel og oplevelser og at skabe et godt arbejdsrum for vores virksomheder, fastslår Gregers Pilgaard.

Fri WiFi fredag

Fredag 13. maj kl. 13.00 klipper viceborgmester Frank Borch-Olsen og fiberdirektør i EnergiMidt Jørn Zielke den digitale snor og slipper det gratis netværk løs i gågaderne.

Det fejrer Silkeborg Kommune, EnergiMidt og HandelSilkeborg med en festlig eftermiddag i bymidten, hvor de blandt andet byder på gratis is fra Okkels og en digital skattejagt med det nye WiFi.

Levende bymidte

Netværket skal give mere viden om, hvilken retning gågaden skal udvikle sig i.

- Ud over at være god service for vores borgere og gæster, kan vi bruge netværket til at blive klogere på, hvordan gågaden bliver brugt. Vi kan blandt andet måle på, hvor og hvornår der er flest kunder i byen og på den måde blive bedre til at tilpasse midtbyens tilbud til vores borgere og gæsters behov, forklarer Gregers Pilgaard.

Han understreger at de data, der bliver målt er 100 procent anonyme.

Fakta:

  • Det gratis WiFi kommer til at hedde ”SilkeborgFree”.
  • Det bliver muligt at logge på ved at oprette sig som bruger med navn, mailadresse eller mobilnummer.


For yderligere informationer kontakt

Gregers Pilgaard, Udviklingschef i Silkeborg Kommune, 2090 1368
Johanne Rasch, Projektleder i EnergiMidt, 4139 1152
Jesper Bach Schriver, Product Manager i EnergiMidt, 4139 1114