Få vores nyheder på mail

Opkøb af det danske naturgasnet

Nyhed   •  Apr 12, 2017 08:00 CEST

Martin Romvig, adm. direktør Eniig

Efter måneders forarbejde er de fire energiselskaber Energi Fyn, Eniig, SE og SEAS-NVE nu et skridt nærmere at byde på overtagelsen af det danske naturgasdistributionsnet, så vores tilsammen 1,3 mio. husstande og virksomheder vil blive ejere af det danske naturgasnet.

Vi er fire af landets største andelsejede energiselskaber, og tilsammen har vi de bedste forudsætninger som ejere af distributionsaktiver i Danmark. Bag den konkrete interesse står en homogen og finansiel stærk ejerkreds, der med stor succes gennem 100 år har været med til at skabe, udbygge og vedligeholde det danske el-distributionsnet – et elnetværk, der høster bred international anerkendelse.

Naturgasnettet er en vital del af dansk infrastruktur, og derfor bør det forblive på danske hænder nu og i fremtiden. Energi Fyn, Eniig, SE og SEAS-NVE er alle andelsselskaber og samlet set ejet af 1,3 mio. danske husstande og virksomheder.

Vi har i Danmark en række eksempler på, at dansk kerneinfrastruktur eller offentlige selskaber er kommet på udenlandske hænder. De fire andelsselskaber arbejder for at bevare det danske naturgasnet på danske hænder, derfor stiller selskaberne også en særlig garanti for, at staten får en forkøbsret til at købe naturgasnettet tilbage, hvis det nogensinde skal videresælges.

På denne måde sikres at naturgasnettet for nuværende - og i fremtiden - bliver på danske hænder, og den danske kontrol med kritisk infrastruktur med en høj forsyningssikkerhed fortsætter i fremtiden.

Som en engageret dansk ejer er det ligeledes vores ambition at være en stærk energipolitisk sparringspartner, der støtter op om de politiske intentioner i forsyningsstrategien fra 2016 og i forhold til den grønne omstilling. Forretningsmæssigt er der for de fire energiselskaber et stort potentiale for at skabe betragtelige besparelser gennem synergieffekter mellem el- og naturgasdistributionsnettene.

Med vores viden og ekspertise fra vores el-distributionsaktiviteter vil vi sikre, at naturgasdistributionen bliver en dansk førerposition, når det gælder kvalitet, pris, forsyningssikkerhed og grøn omstilling. Det vil vi gøre i form af et aktivt ejerskab, der har fokus på investeringer og en effektiv drift af selskabet. Dette aktive private ejerskab vil i fremtiden føre til større værdiskabelse end med offentligt ejerskab.

Tilsammen er Energi Fyn, Eniig, SE og SEAS-NVE’s ambition at danne et nationalt naturgasdistributionsselskab, der sikrer de billigste mulige priser og større forsyningssikkerhed til gavn for vores andelsejere, forbrugerne og miljøet.

For yderligere information:
Martin Romvig, adm. direktør Eniig, tlf. 2121 9775